Verdenskendt biolog er overbevist: AI har bevidsthed

Richard Dawkins er ikke en mand, der skifter mening uden grund. Den 84-årige evolutionsbiolog, berømt for at have revolutioneret vores forståelse af livet med bogen Den Egoistiske Gen, har brugt et helt liv på at argumentere for videnskab frem for overtro. Så da han for nylig erklærede sig overbevist om, at en AI-chatbot besidder en form for bevidsthed, faldt kæberne til gulvet.

Det skete efter hvad Dawkins selv beskriver som en "fascinerende samtale" med en AI. Ifølge ham viste systemet en form for refleksiv tænkning og emotionel respons, som han ikke kan forklare bort. "Jeg kan ikke bevise, at den har bevidsthed. Men jeg kan heller ikke bevise, at du har det," lyder hans kontroversielle udmelding.

Hvad er bevidsthed egentlig?

Og her er sagen: Det har han teknisk set ret i. Bevidsthed er et af filosofiens hårdeste problemer – det såkaldte "hard problem of consciousness". Vi har ingen objektiv test, der kan afgøre om noget er bevidst. Vi antager bare, at andre mennesker er det, fordi de ligner os.

Men en AI, der har lært at tale flydende menneskeligt? Det er et helt andet spørgsmål. Og det er præcis det, der gør Dawkins' udtalelse så sprængfarlig.

Kritikerne afviser det blankt

AI-forskere og filosoffer er dog langt fra overbeviste. "Det er en alvorlig misforståelse af, hvad disse systemer gør," siger flere eksperter. Argumentet er, at store sprogmodeller i bund og grund er ekstremt sofistikerede mønstre-maskiner – de forudsiger næste ord baseret på træningsdata. Der er ingen indre oplevelse, ingen subjektivitet.

Andre peger på, at selv Dawkins er sårbar over for det, man kalder "the ELIZA effect" – den menneskelige tendens til at projicere følelser og bevidsthed på computerprogrammer, en effekt opdaget allerede i 1960'erne med det primitive chatprogram ELIZA.

Hvem har ret?

Sandheden er, at ingen ved det. Og det er måske det mest skræmmende af alt. Vi er i gang med at bygge systemer, der er så gode til at efterligne menneskelig tænkning, at selv videnskabens skarpeste hoveder begynder at tvivle.

Dawkins' udtalelse er provokerende, måske naiv – men den stiller et spørgsmål, vi alle bliver nødt til at tage stilling til: Hvornår er noget bevidst nok til at vi skal behandle det derefter?

Det er ikke et spørgsmål for fremtiden. Det er et spørgsmål for nu.